Om
Mød Aalborg Symfoniorkesters musikere i mindre ensembler ved disse kammerkoncerter – tidligere kaldet Pro Musica – hvor de selv lægger programmet og spiller værker, der står deres hjerter nært.
Programnoter ved Jan Mygind
Frédéric Chopin Sonate for cello og klaver i g-mol, op. 65
Chopin regnes for en af romantikkens største komponister og har haft enorm betydning, ikke mindst for klavermusikkens udvikling. I hans klavermusik forenes blændende teknisk virtuositet med en dybt personlig og poetisk udtrykskraft – lyt bare til hans nocturner, mazurkaer, polonaiser, ballader eller valse. En vigtig del af Chopins liv var forholdet til den franske forfatterinde George Sand, som han levede sammen med fra 1838 til 1847. Forholdet var både kunstnerisk inspirerende og følelsesmæssigt komplekst. Mange af hans mest betydningsfulde værker blev til under opholdene på Sands landsted i Nohant i det centrale France. Her fandt Chopin ro til at komponere i sommermånederne, omgivet af natur og et levende kunstnerisk miljø. Opholdene i Nohant blev nogle af de mest produktive perioder i hans liv, selv om forholdet til George Sand til sidst endte i konflikt og brud.
Arbejdet med cellosonaten i g-mol strakte sig over flere år, men blev intensiveret i efteråret i 1846, mens han var på Nohant. Ganske typisk for Chopin var arbejdet på sonaten præget af tvivl og tøven, og det krævede enorme anstrengelser fra hans side for at få værket færdigt. Disse anstrengelser vidner næsten to hundrede sider skitser til værket om – uden at medregne det tredive sider lange manuskript. Først i sommeren 1847 betragtede Frédéric Chopin arbejdet med g-mol-sonaten som afsluttet. I juni solgte han værket til Leipzig-forlaget Breitkopf & Härtel. Derfor kunne han samme måned meddele sine nærmeste i Warszawa, at: ”Hvad angår min musik, skal min sonate med cello nu endelig trykkes…”. Sonaten blev komponeret til én af tidens helt store cello virtuoser Auguste-Joseph Franchomme.
Sonaten består af fire satser, som tilsammen viser både Chopins lyriske og dramatiske sider. 1. sats, Allegro moderato, åbner værket med et alvorligt og intenst udtryk, hvor cello og klaver indgår i en tæt musikalsk dialog. 2. sats, Scherzo, er livlig og rytmisk energisk med kontraster mellem det virtuose og det mere sangbare. 3. sats, Largo, er sonatens rolige centrum – en poetisk og inderlig sats med stor følelsesmæssig dybde, og 4. sats, Finale. Allegro, afslutter værket med fremdrift og dramatik, hvor temaerne udvikles mod en kraftfuld og virtuos afslutning.
Pause
Francis Poulenc: Sekstet for klaver og blæsere
Poulenc voksede op i et hjem præget af både dyb katolsk tro og kunstnerisk interesse. Han blev som ung en del af den berømte komponistgruppe Les Six, og hans tidlige musik er præget af en lethed og ironi, som skaber en helt unik charme.
Bag den legende facade gemte sig dog også en mere alvorlig side, der blev tydeligere i 1930’erne. Poulenc blev dybt berørt af flere nære venners død. Den første var Raymonde Linossier, en barndomsven og intellektuel, som han havde håbet at gifte sig med. Hendes død i 1930 ramte ham hårdt. Senere i 1930’erne omkom maleren Christian Bérard i en bilulykke – en hændelse, der rystede Poulenc så dybt, at han genfandt sin katolske tro.
Sextetten for klaver og blæsere er noget af det mest lette, legende og lidt satiriske, Francis Poulenc nogensinde skrev. Første sats er præget af en karakteristisk blanding af sprudlende jazz-rytmer og næsten tårevædet sangbarhed. Midtvejs høres måske endda en hentydning til sangen “Come to Me, My Melancholy Baby”, som vender tilbage i finalen. Sekstetten blev færdiggjort i 1932 – samme år som Poulenc skrev sin Koncert for to klaverer – og med det legende og lette udtryk minder de to værker stilistisk om hinanden.
Anden sats vender stemningerne fra første sats på hovedet: Den begynder og slutter melodisk og elegant, mens midterdelen fungerer som en energisk og humoristisk kontrast. Hovedtemaet kan måske opfattes som en legende reference til Wolfgang Amadeus Mozarts velkendte klaversonate i C-dur. Satsen afsluttes overraskende vemodigt.
Finalen forener ragtime-lignende humor med en skarp satire over periodens nyklassicisme. Poulenc er dog sjældent egentlig bidsk i sin satire – hans musik er præget af varme og lune, og han tager hverken sig selv eller andre alt for højtideligt.
Medvirkende
Ewa Baranowska-Wozniak, klaver
Adam Wozniak, cello
Filip Michalak, klaver
Kaja Marie Andersen, fløjte
Judith Blauw, obo
Mads Holtenbang, klarinet
Mark Kreshchenskyi, fagot
Charlie Ransley, horn
Program
Frédéric Chopin - Sonate for cello og klaver i g-mol, op. 65
Pause
Francis Poulenc - Sekstet for klaver og blæsere