Lille tut på eventyr

Om

Mange børn kender måske allerede Lille Tut fra DR Minisjang eller fra de populære bøger. Nu kan de møde Lille Tut, Gato og Nissen i teaterkoncerten Lille Tut på eventyr. Her tages publikum med på en musikalsk rejse gennem naturens verden, hvor fortælling og levende musik smelter sammen. Med varme akustiske klange som lydspor møder vi den lille frø i mosen, edderkoppen i æbletræet og fugleungen, der skal lære at flyve. Der venter en oplevelse for de allermindste, hvor musikken er med til at vække fantasien og føre historien frem.

På scenen står Sille Grønberg og Palle Windfeldt, som har komponeret musikken til Lille Tut-serien. De har gennem mere end 25 år skabt musikoplevelser for børn og har blandt andet udviklet syng-med-koncerter for både Det Kongelige Teater og Aalborg Symfoniorkester. Derudover står de bag musik til flere DR-produktioner, herunder Rosa fra Rouladegade.

Koncerten er skabt til børn fra ca. 1-4 år, men alle er velkomne. Efter forestillingen er der mulighed for at møde Nissen i Foyeren og få en lille del af universet med sig hjem.

Om Lille Tut

Lille Tut er hovedfigur i den animerede DR Minisjang-serie af samme navn. Sammen med katten Gato og sin nisseven tager hun på opdagelse i naturen, hvor store og små eventyr venter. Historierne bygger på børns lyst til at undersøge, opleve og forstå verden omkring dem. Fantasi, fortælling og levende musik smelter sammen og bringer naturens verden tættere på gennem oplevelser, de yngste kan spejle sig i.

Praktisk info

Det er tilladt at medbringe drikkevarer i salen, og baren åbner en time før. Der vil ikke være pause under dette arrangement, så husk at købe dine drikkevarer inden arrangementet starter.

Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus. 

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.