Pernille Rosendahl & Teitur

Om

Pernille Rosendahl og Teitur har hver især mere end to årtiers musik og sange med sig. Nu mødes de på scenen og lader deres respektive sangkataloger danne rammen om en koncert, hvor ikke alt er lagt fast på forhånd.

De to musikere har længe følt et musikalsk slægtskab, og i sommer stod de for første gang på scenen som duo på Smukfest. Nu folder de samarbejdet ud på en fælles turné, hvor de lægger deres sange i samme musikalske pulje og giver plads til nye idéer, indfald og overraskelser undervejs.

For selv med mange års erfaring og hvert sit store repertoire at trække på kan man stadig overraske både hinanden og sig selv. Det er netop noget af det, Pernille Rosendahl glæder sig over i samarbejdet:

“Når Teitur og jeg spiller sammen, føles det lidt som to voksne børn, der leger. Der er en frihed mellem os, som jeg holder meget af. Vi har sangene og alt det, vi hver især kommer med, men vi kan også lade os føre et andet sted hen undervejs.”

Den frihed er også central for Teitur. For ham handler mødet om at give sangene mulighed for at skifte form og retning – og samtidig bevare pladsen til, at de to musikere selv kan blive overraskede undervejs.

“Sammen med Pernille kan musikken bevæge sig i mange retninger, og det er sjovt at følge med i, hvor den tager os hen. Vi vil gerne give sangene et mere farverigt liv, end man måske lige venter.”

Om Pernille Rosendahl

Pernille Rosendahl har gennem de seneste tyve år sat sit præg på dansk musik. Hun slog igennem som frontfigur i Swan Lee og fortsatte siden i The Storm, inden hun fra 2016 koncentrerede sig om sin solokarriere med blandt andet albummene Dark Bird og The Hurt. De senere år har hun også udforsket forskellige koncertformater med koncerter i blandt andet kirker og museer.

Rosendahl har en særlig forbindelse til Nordjylland. Hun voksede op i en nordjysk købmandsfamilie i Aalborg, inden musikken førte hende til København, hvor hun blandt andet sang kor for Savage Rose. I dag arbejder hun på sit første dansksprogede album med inspiration fra den danske sangskat.

Om Teitur

Færøske Teitur fik sit internationale gennembrud med debutalbummet Poetry & Aeroplanes i 2003. Albummet førte til omfattende turnéer i USA og Canada, hvor han blandt andet turnerede med Rufus Wainwright, Aimee Mann og KT Tunstall. Siden har han fortsat sin internationale karriere.

Gennem årene har Teitur, der både kan skrive sanger, sangskriver, komponist og producer på visitkortet, bevæget sig ind i mange forskellige musikalske sammenhænge. Han har blandt andet spillet koncerter med den amerikanske komponist Nico Muhly og samarbejdet med bigbands, kor, kammerensembler og symfoniorkestre – ofte med Teitur selv som arrangør af musikken. I 2023 var han blandt de nominerede til Nordisk Råds Musikpris.

Praktisk info

Det er tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før. Der vil ikke være pause under dette arrangement, så husk at købe dine drikkevarer inden arrangementet starter.

Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus. 

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.