Promenadekoncert

Om

Fest og farver og flag

Begrebet promenadekoncerter stammer fra de britiske Proms, hvor ordet promenade refererer til, at publikum traditionelt kunne gå rundt eller stå op – promere – under koncerten. Selv om stemningen er lidt mere løssluppen end ved de almindelige symfonikoncerter, så må publikum meget gerne sidde ned – undtagen selvfølgelig til sidst, hvor promenadekoncerten kulminerer med Elgars Pomp and Circumstance, hvor alle står op, vifter med de flag, som udleveres ved indgangen, og synger med på Land of Hope and Glory.

Ikke uden grund kalder vi denne for årets festligste koncert.

I år åbner vi med William Waltons sprudlende Ouver ture til Portsmouth Point, hvor det travle, støjende liv i en engelsk havneby sætter stemningen med hurtige rytmer tilsat lidt jazzet energi.

Derefter bringer Brahms’ Ungarske Danse både temperament og lyrisk varme til programmet, og publikum kan også se frem til et dansk værk, nemlig Carl Nielsens Helios-ouverture.

Efter pausen kan publikum blandt andet se frem til Waltons storslåede Crown Imperial, og Henry Woods fantasifulde potpourri over britiske sømandsviser, inden det hele kulminerer med flag og Elgars klassiker. 

Traditionen tro byder koncerten også på et ungt talent i solistrollen. Vi glæder os til at præsentere én af finalisterne i Det Jyske Musikkonservatoriums solistkonkurrence. I år får saxofonisten Jesús Sanchis fornøjelsen.

Medvirkende

Dirigent: Nicolò Foron

Solist: Jesús Sanchis, saxofon

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.