Om
Den Odysseen-aktuelle filminstruktør Christopher Nolan skabte tilbage i 2014 sci-fi hittet Interstellar, som blandt andet er kendt for sin smukke, intense og gåsehudsfremkaldende musik, der gennem årerne i sig selv har opnået en global fanskare. Filmmusikken er skrevet af den prisvindende komponist Hans Zimmer, der selv udpegede den britiske organist Roger Sayer som manden, der i filmens soundtrack skulle realisere orgelstemmen – det bærende element i musikken.
Nu gæster selveste Roger Sayer Musikkens Hus i Aalborg, hvor han i anden del af en koncert fyldt med filmmusik, spiller det originale soundtrack fra Interstellar på det store orgel i Koncertsalen – herunder den dramatiske Cornfield Chase, den gribende S.T.A.Y og Interstellar-temaet Day One. Publikum kan også se frem til at høre ham fortælle lidt om samarbejdet med Nolan og Zimmer. I koncertens første del er der blandt andet orgelmusik fra Star Wars, ET og Solaris.
Musikken til Interstellar blev indspillet i kirken Temple Church i London med både Zimmer og Nolan som ivrige samarbejdspartnere til organisten, og de blev meget begejstrede for det, orglet kunne bidrage med på lydsiden til filmen.
”Der er et eller andet meget menneskeligt over orgelet, fordi det kan kun lave lyd med luft – det har brug for at ånde. Og på hver node hører du et åndedrag. Du kan høre udåndingen, forklarer Hans Zimmer, og Christopher Nolan tilføjer: ”Du føler den menneskelige tilstedeværelse i hver eneste tone”.
Om Roger Sayer
“He is, without exaggeration, an extraordinary artist, whose humanity shines in the impeccable artistry that flows from his hands...." - Hans Zimmer om Roger Sayer
Roger Sayer er en af de førende skikkelser inden for britisk kor- og orgelmusik. Som tidligere orgelstuderende ved St Paul's Cathedral vandt Roger Sayer en pris ved den internationale orgelkonkurrence i St Albans i 1989 og modtog samtlige orgelpriser på Royal College of Music. Siden da har han været stærkt efterspurgt både som koncertorganist og akkompagnatør, og hans virke har ført ham til mange dele af verden, herunder på de seneste turnéer til Tyskland, Holland, Italien, Schweiz og Australien.
Roger Sayer er ikke blot en anerkendt organist, men også en højt respekteret kordirigent, der har arbejdet med nogle af Storbritanniens fineste kor. Efter at have grundlagt pigekoret ved Rochester Cathedral var han organist og musikchef ved Temple Church i perioden 2013–2023, hvor han opbyggede en imponerende række af radio- og tv-transmissioner, koncerter og indspilninger. Under hans ledelse modtog korets indspilninger og opførelser konsekvent femstjernede anmeldelser.
Vil du høre mere om samarbejdet mellem Hans Zimmer, Christopher Nolan og Roger Sayer, så er der et lille klip her, hvor de alle tre fortæller
https://www.rogersayer.org/interstellar10
Tak
Orgelkoncerten gennemføres med støtte fra Det Obelske Familiefond.
Praktisk info
Det er nu tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før.
Bestil dine drikkevarer inden arrangementet starter eller besøg baren under pausen for at købe lækre forfriskninger.
Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus.
Obligatorisk - og gratis - garderobe
Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.
Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.
Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.