Sæsonafslutning med Mozart & Tjajkovskij

Om

Mesterværker med masser af træblæsere

Denne aften træder orkestrets egen 1. solo-klarinet Leah Aksnes ind i solistrollen, og det sker med Mozarts populære Klarinetkoncert.

Mozart var én af de første komponister, der tog det nye instrument klarinetten med i sine værker. Han elskede lyden af den og fandt tid til at skrive klarinetkoncerten i en ekstrem travl periode. Tryllefløjten blev opført første gang i september 1791, La clemenza di Tito havde premiere i Prag samme måned, og arbejdet med Requiem var i gang. Alligevel er klarinetkoncerten præget af ro og en næsten afklaret skønhed. Den guddommeligt smukke anden sats er en publikumsfavorit, som for nogle år siden blev kåret af P2’s lyttere som det bedste stykke klassiske musik.

Også i aftenens første værk kan man nyde utrolig smukke træblæsere. Iranskfødte Aftab Darvishi har komponeret sit værk som en støtteerklæring til undertrykte kvinder verden over. Værket er direkte inspireret af den kurdisk-iranske kvinde Mahsa Amini, der døde kort efter at være blevet arresteret af det iranske moralpoliti for ikke at have overholdt reglerne for tildækning af hovedet.

Efter pausen er der flere smukke toner på programmet. Tjajkovskijs femte symfoni er blandt hans mest populære – fyldt med smukke melodier og en eminent klingende instrumentation – og undervejs får publikum et overflødighedshorn af soli-indslag fra træblæserne.

Praktisk info

Det er nu tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før.
Bestil dine drikkevarer inden arrangementet starter eller besøg baren under pausen for at købe lækre forfriskninger.
Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus.

Medvirkende

Alexei Ogrintchouk, dirigent

Leah Aksnes, klarinet

Aalborg Symfoniorkester

Program

Aftab Darvishi: Only Violets Remain

W. A Mozart: Klarinetkoncert i A-dur, K. 622

Pjotr Ilitj Tjajkovskij: Symfoni nr. 5 i e-mol, op. 64

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.

Få rabat

Denne koncert indgår i Limfjordsserien, som i sæson 2026-27 tæller 12 symfoniske koncerter med internationale solister og dirigenter.

Køb billet til alle 12 koncerter, og få 40 pct. rabat.

---

Denne koncert kan vælges til koncertpakken Fire Favoritter.

Køb billet til fire forskellige symfoniske koncerter og få 25 pct. rabat.

Du kan vælge mellem i alt 20 koncerter.