Om
Oplev Tina Dickow live, når hun i januar 2027 indtager scenen i Musikkens Hus med nye sange og velkendte favoritter fra en karriere, der nu spænder over mere end to årtier.
Efter 25 år på scenen står Tina Dickow stærkere end nogensinde. For tiden kan hun opleves i den nye sæson af Toppen af Poppen, hvor hun endnu en gang viser sin stærke musikalske identitet og smukke stemme. Samtidig har hun varslet et nyt album, der udkommer senere på året. Det nye materiale vil få en central plads, når hun går på scenen, hvor der både vil være nye sange og nogle af de numre, der gennem årene har gjort hende til en af landets mest folkekære sangskrivere.
Glæd dig til at opleve en kunstner, der stadig udvikler sig, og som fortsat insisterer på at udfordre både sig selv og dem, der lytter.
Om Tina Dickow
Tina Dickow er født og opvokset i Åbyhøj ved Aarhus og fik sit store gennembrud med albummet In the Red i 2005. Albummet indbragte hende blandt andet DR’s P3-Pris og en Danish Music Award som Årets Sangerinde, og med opfølgeren Count to Ten i 2007 cementerede hun sin position med stor begejstring fra både anmeldere og lyttere.
På dansk kender mange hende for sange som “Alt Hvad Hun Ville Var At Danse”, “Pigen Ud Af Aarhus” og “Bitte Små Ryk”, mens hun internationalt, under navnet Tina Dico, blandt andet har markeret sig med numre som “Home”, “The Space Between” og “Warm Sand”.
Praktisk info
Det er nu tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før. Der vil ikke være pause under dette arrangement, så husk at købe dine drikkevarer inden arrangementet starter.
Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus.
Obligatorisk - og gratis - garderobe
Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.
Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.
Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.