Om
Genhør med dansk violinstjerne
”Men vigtigst af alt, han var nærværende i sit spil, så man sad som næsten hypnotiseret i den store kadence i overgangen fra 3. til 4. sats. Han skal blive spændende at følge i årene fremover”.
Sådan skrev Nordjyskes anmelder, da den dengang 23-årige danske violinist Michael Germer var solist i Sjostakovitjs Violinkoncert i marts 2025. I februar 2026 fik han andenpladsen ved Singapore International Violin Competition, en af Asiens mest ansete konkurrencer. Germer vandt samtidig specialprisen som bedste udøver af konkurrencens bestillingsværk.
Så der er noget at glæde sig til, når Michael Germer nu vender tilbage som solist i Tjajkovskijs Violinkoncert – et populært, men meget krævende værk.
Tjajkovskij havde brudt med sin hustru Atonina og var rejst til Genevesøen i Schweiz for at komme sig. Her var han i selskab med sin gode ven, den unge violinist Josef Kotek. Tjajkovskij gik straks i gang med at skrive en violinkoncert til ham, men for ikke at vække mistanke om deres forhold valgte han i stedet at dedikere koncerten til violinisten Leopold Auer. Men Auer nægtede at spille koncerten, som han fandt alt for teknisk svær. Det gør Michael Germer ikke.
Aftenens symfoni er komponeret af svenske Wilhelm Stenhammar, hvis værk Excelsior var på programmet i forrige sæson. Denne gang er det hans første symfoni, som viser ham i en spændende kunstnerisk søgeproces. Ved uropførelsen i december 1903 fik den en fin modtagelse af både kritikere og publikum, og eftertiden beskriver symfonien som både smuk og betagende. Men Stenhammar selv var ikke tilfreds. På den ene side er han stadig inspireret af tonesproget hos Wagner og Strauss, men man fornemmer også en spirende nordisk klang i værket – en personlig stemme, som senere gjorde Stenhammar til en af Nordens store og betydelige komponister.
Praktisk info
Det er tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før. Bestil dine drikkevarer inden arrangementet starter eller besøg baren under pausen for at købe lækre forfriskninger. Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus.
Medvirkende
Tobias Ringborg, dirigent
Michael Germer, violin
Aalborg Symfoniorkester
Program
Pjotr Ilitj Tjajkovskij: Violinkoncert op. 35
Wilhelm Stenhammar: Symfoni nr. 1
Obligatorisk - og gratis - garderobe
Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.
Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.
Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.
Få rabat
Denne koncert indgår i Limfjordsserien, som i sæson 2026-27 tæller 12 symfoniske koncerter med internationale solister og dirigenter.
Køb billet til alle 12 koncerter, og få 40 pct. rabat.
---
Denne koncert kan vælges til koncertpakken Fire Favoritter.
Køb billet til fire forskellige symfoniske koncerter og få 25 pct. rabat.
Du kan vælge mellem i alt 20 koncerter.