Uffe Steen trio & Vestbo trio

Om

Uffe Steen Trio og Vestbo Trio mødes på scenen i en helt særlig sekstet, der i 2026/27 markerer sit 10-års jubilæum med udgivelsen af et nyt album og en efterfølgende turné, ud over det sædvanlige. Med to guitarer, to kontrabasser og to trommesæt skaber musikerne et intenst, groovy og cool udtryk, der både er medrivende og legende.

De to trioer elsker at stå på scenen sammen, og det smitter. Koncerten udfolder sig i en jazzet atmosfære, som giver plads til de mange musikalske muligheder, der åbner sig, når der er to af hvert instrument. Musikken rummer både jazzens lethed og bluesmusikkens tyngde i et dynamisk og uhyre velspillet udtryk. Kort sagt: Så kan det her hold kun underholde.

Også anmelderne har rost samarbejdet: “2 af landets fremmeste guitartrioer smelter sammen i smagfuldt samarbejde” ★★★★★ – GAFFA.

Medvirkende

Uffe Steen - guitar

Michael Vestbo - guitar

Thomas Sejthen - bas

Jesper Smalbro - bas

Jesper Bo - trommer

Eddi Jarl - trommer

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.