Weilerstein & Le Sacre du printemps

Om

Podcast og koncert samme aften

Denne aften byder på en enestående chance for at fordybe sig i et af musikhistoriens vildeste værker, Igor Stravinskijs banebrydende musik til balletten balletten Le Sacre du Printemps.

Som noget ny lægger vi podcast og koncert samme aften, og der kun det ene værk på programmet.

Før pausen indspiller chefdirigent Joshua Weilerstein én af sine berømte podcasts om værket, mens orkestret spiller bidder, der understreger hans fortællinger. Og således godt klædt på, er man efter pausen klar til at blive blæst bagover af musikken, når værket spilles i sin fulde længde uden afbrydelser. Det bliver vildt, brutalt og helt fantastisk.

Sacre du printemps kan oversættes til forårsoffer, og den hedenske fortælling om den unge kvinde, der tvinges til at danse sig til døde for at sikre forårets komme, blev en veritabel skandale ved premieren. Både koreografi og musik var så langt fra det, som det bedre borgerskab i Paris anno 1913 var vant til, og selv om forestillingen blev gennemført, så kom det både til enorm tumult, råberi og endda slagsmål.

Den oprindelige koreografi fik kun få opførelser, men musikken blev snart et tilløbsstykke, for alle ville vide, hvad alt postyret handlede om. Væk var de smukke toner og i stedet fremkalder Stravinskij musikkens rå, rytmiske urkraft.

Eftertiden har set Stravinskijs musik som en slags seismograf, der tog temperaturen på verdensordenen lige op til 1. verdenskrig – den gamle verdensorden, som snart ikke var mere. Og lige som verden forandrede sig, således accepterede publikum efterhånden også, at musikken forandrede sig.

Praktisk info

Det er tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før.
Bestil dine drikkevarer inden arrangementet starter eller besøg baren under pausen for at købe lækre forfriskninger.
Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus.

Medvirkende

Joshua Weilerstein, dirigent

Aalborg Symfoniorkester

Program

Igor Stravinskij: Le Sacre du printemps

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.

Få rabat

Denne koncert indgår i Maestroserien, som tæller de fire koncerter, Aalborg Symfoniorkesters chefdirigent Joshua Weilerstein dirigerer i sæson 2026-27.

Køb billet til alle fire koncerter, og få 30 pct. rabat.

---

Denne koncert kan vælges til koncertpakken Fire Favoritter.

Køb billet til fire forskellige symfoniske koncerter og få 25 pct. rabat.

Du kan vælge mellem i alt 20 koncerter.