When Saints Go Machine

Om

Den genre-brydende elektroniske trio When Saints Go Machine inviterer dig indenfor til en nærværende koncertoplevelse.

When Saints Go Machine er kendt for deres storslåede liveproduktioner og intenst pulserende elektroniske univers. Men i efteråret 2026 skrues der ned for volumen og op for nærværet, når trioen tager på turné med en række siddende koncerter i nogle af landets smukkeste koncertsale.

I centrum står Nikolaj Manuel Vonsild og hans helt særlige stemme. En stemme, der i 2026 får fornyet opmærksomhed, når han medvirker i forårets sæson af Toppen af Poppen – og som ved disse koncerter træder frem som det bærende instrument.

Til denne koncert åbner When Saints Go Machine for en mere intim og lyttende koncertform. Her folder trioen deres lydunivers ud i nye nuancer, hvor hele bagkataloget – herunder det anmelderroste album Greatest Escape – får nyt liv, og musikken opleves tættere end nogensinde før.

Som Nikolaj Manuel Vonsild selv beskriver det: “Vi holder igen for at kunne give mere.”

Praktisk info

Det er nu tilladt at medbringe drikkevarer i salen og baren åbner en time før. Der vil ikke være pause under dette arrangement, så husk at købe dine drikkevarer inden arrangementet starter.

Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i Musikkens Hus. 

Obligatorisk - og gratis - garderobe

Vi beder venligst alle gæster om ikke at medbringe overtøj og store tasker i koncertsalene i Musikkens Hus og dermed benytte sig af garderoben på -2. Det sker både af hensyn til indeklima, sikkerhed og for at give en bedre oplevelse for såvel dig som de øvrige gæster. Fordi vi forbeholder os retten til at afvise dit overtøj i koncertsalene, er det også gratis at benytte garderoben.

Garderoben åbner én time før koncertstart og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på dit overtøj.

Du finder garderoben på niveau -2, når du går ned ad den store trappe i Foyeren. Du kan også vælge at tage elevatoren én etage ned.